Hold øje med dit vandforbrug

Kontroller jævnligt om der er utætte vandinstallationer på ejendommen, så du undgår et unødigt vandspild

Vi er alle blevet bedre til at spare på vandet, men det er vigtigt fortsat at være opmærksom på sine vaner og vandinstallationer. Kontroller derfor jævnligt om der er utætte vandinstallationer på ejendommen.

Aflæs vandmåleren, når hjemmet forlades af alle beboere, og ingen dermed bruger vand. Aflæs vandmåleren igen før nogen bruger vand. Er aflæsningen forskellig fra den forrige aflæsning, tyder det på, at der måske er en utæthed i vandinstallationerne, som skal udbedres.

En utæt vandledning f.eks. under gulv, som får lov at løbe i månedsvis uden at blive opdaget, er en dyr affære. Aflæs derfor din vandmåler mindst en gang om måneden og undgå ubehagelige overraskelser, når vandregningen kommer.

Fakta

En vandhane, som drypper, kan koste fra 500 - 3.800 kr. om året. Et toilet, der løber, kan nemt koste over 1.000 kr. om året.